Invitation til beboermøde: Udviklingen i Søndre Kyst Kl. 18.00-18.45
Husk tilmelding!

Kære beboer på Søndre Kyst
Vi har nyt om den videre udvikling af Søndre Kyst.
Køge Kommune har godkendt PensionDanmarks ansøgning om at ændre anvendelsen af nogle af arealerne i stueetagen i Neptunus. Godkendelsen giver blandt andet mulighed for at etablere en lokal købmand og skabe flere udadvendte funktioner omkring Søndre Molevej.
Hvad er blevet godkendt?
Godkendelsen betyder konkret:
- Der bliver mulighed for en lokal købmand på Søndre Molevej. Der arbejdes med en mindre købmand på ca. 125 m² med dagligvarer, specialvarer og pakkeudlevering. Den planlægges placeret ved torvet sammen med bager, apotek og en kommende café.
- Virkelyst får hobbyrum og værksted - men bliver mindre end oprindeligt planlagt. En del af det oprindeligt planlagte areal til Virkelyst anvendes i stedet til købmanden. Virkelyst får fortsat både hobbyrum med toilet (ca. 60 m2) og værksted (ca. 25 m2).
- Et planlagt fælleslokale til et bofællesskab ændres til erhverv. Det planlagte 30+ bofællesskab i Neptunus bliver ikke etableret, og det tilhørende fællesareal på ca. 185 m² kan derfor i stedet anvendes til publikumsorienteret erhverv. Arealet var udelukkende tiltænkt det planlagte bofællesskab og har ikke været en del af Byfællesskabet.
- Der nedlægges ikke parkeringspladser. Ændringerne ville efter lokalplanen udløse krav om seks ekstra parkeringspladser. Kommunen har dispenseret fra dette krav, da det ikke er fysisk muligt at etablere flere pladser i området. Kunder og besøgende til de nye erhverv vil kunne benytte det offentlige parkeringshus, samt de offentlige parkeringspladser under Neptunus og Dannebroge.
Hvad betyder det for jer som beboere?
Ambitionen med Søndre Kyst har hele tiden været at skabe et kvarter, hvor boliger, fællesskab og byliv hænger sammen - og det er det fortsat.
Med kommunens godkendelse får vi mulighed for at tilføre en funktion, som har været efterspurgt i området: Et sted til de små daglige indkøb tæt på hjemmet. Sammen med bageren, apoteket, caféen og de øvrige erhverv skal købmanden bidrage til mere liv omkring torvet og i stueetagerne.
Samtidig bevarer vi Virkelyst som et sted, hvor I beboere kan mødes om kreative og praktiske aktiviteter – med hobbyrum, med byttereol og med værksted.
Beboermøde: Nyt om stueetagerne
Vi vil gerne give jer en opdatering på købmanden, sundhedshuset og de øvrige erhvervslokaler og samtidig besvare eventuelle spørgsmål om kommunens godkendelse af vores dispensationsansøgning.
Derfor inviterer PensionDanmark til beboermøde, hvor beboerrepræsentanter fra Byfællesskabsforeningens bestyrelse også vil være til stede.
Dato: 01.09.2026
Tid: Kl. 18.00-18.45
Sted: Bevægelseshuset
Tilmeldingsfrist: 27.08.2026
Obs.
Bemærk, at Bevægelseshuset har plads til maksimalt 50 deltagere, og pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet. Når de 50 pladser er taget, lukker tilmeldingen automatisk. Vi opfordrer derfor til, at der kun møder én person op pr. husstand, så flest mulige husstande får mulighed for at deltage. Husk at tilmelde dig i god tid – uden tilmelding kan vi desværre ikke garantere en plads.
Information om arrangementet
Dato og tid Tirsdag d. 1. september 2026 kl. 17:00 til 18:45
Tilmeldingsfrist Torsdag d. 27. august 2026 kl. 18:00
Sted
Bevægelseshuset, Søndre Kyst
Søndre Molevej 12
4600 Køge
Arrangør
PensionDanmark Ejendomme, PensionDanmark
Tlf. +45 33748000
konference@pension.dk
Indlæser